- Kristina Kristensen
Tankerne bag Karine og Ole-bøgerne.
Opdateret: 11. feb. 2019
Miljøet i denne serie er en meget lille hyggelig by med nære naboer. Byen ligger tæt ved en større by med skole osv.
Hovedpersonerne er Karina og Ole, som går i 2. klasse. De er naboer og rigtig gode venner. Målgruppen for denne serie er børn i 1. og 2. klasse, så det er let for læseren at identificere sig med hovedpersonerne.
I disse bøger har jeg haft fokus på et lettilgængeligt sprog, hverdagshændelser og forsøgt at anvende de 120 ord mest muligt.
Sproget bliver lettere tilgængeligt, når teksten er skrevet i hele sammenhængende sætninger, ordene kommer ligesom naturligt efter hinanden, som de ville gøre i det talte sprog. Samtidig med det er sætningerne korte og med ligefrem ordstilling. Alt sammen for at fremme børnenes læsning.
Når jeg skriver om hverdagshændelser i børns liv, så er det selvfølgelig også, fordi det så bliver lettere for børnene at identificere sig med hovedpersonerne, men også fordi det letter børnenes forståelse af teksten - det er lettere at få gang i "den indre biograf", når man let kan forestille sig, det der sker i teksten.
Jeg har valgt at anvende de 120 mest almindelige danske småord mest muligt, det er der to vigtige grunde til:
1. når de 120 ord gentages mange gange, så husker børnene dem bedre
2. ofte kender børnene de 120 ord på forhånd, og så flyder læsningen lettere, når de møde mange kendte ord.

Jeg skriver altid med børnene i mine tanker, uanset om jeg henvender mig til børnene eller jer voksne omkring dem. For mig har alle børn krav på at få de absolut bedste muligheder for at lære og for at udvikle sig. Og i denne proces er LÆSNING en meget vigtig brik.
Mit bidrag som forfatter og privat læsevejleder er at skrive bøger til børn, som har et lettilgængeligt sprog, og som har et indhold, som børn kan forstå og forholde sig til. Når jeg skriver til jer voksne omkring børnene, så er mit fokus at formidle, hvordan I sammen med børnene skaber en hyggestund med bøger, som "nurser" barnets læring og udvikling.
Gennem læsning kan børn:
- tilegne sig faglig viden
- spejle egne oplevelser og følelser
- lære at forstå andre menneskers adfærd og tanker
- blive klogere på verden.
Rigtig god fornøjelse med læsningen!